
Alle museer, som er tilknyttet bevaringscenteret, har samlinger af kulturhistoriske genstande fra nyere tid. Konserveringscenterets personale konserverer genstande fra nye hjemtagelser, genstande fra magasinerne, som trænger til en kærlig hånd samt genstande, som skal udstilles.
Opgaverne er lige så varierende, som museets samlinger af genstande. Det være sig lige fra historiske dagligdagsgenstande som landbrugsredskaber, husgeråd, møbler, tekstiler etc. til finere og unikke genstande som prydvaser, gipsbuster, prydmøbler, smykker og smukke rober.
Ud fra genstandsmateriale og sammensætning vælges de konserveringsmetoder, der passer til den enkelte genstand. Ofte er genstandene fremstillet af forskellige materialer, som kræver forskellige konserveringsbehandlinger, hvilket betyder at konserveringen af den enkelte genstand altid må overvejes nøje.
For private kunder gives uforpligtende tilbud på konservering og/eller restaurering af konkrete genstande.

Roskildeskab fra Greve Museum efter endt konservering.
De rekonstruerede dele af skabet er patineret med træbejdse og skabet er renset og poleret.